Et menneske lærer vejen at kende,
mens det går den
Er en søgen efter noget der er større end det enkelte individ en iboende kraft hos mennesket? Eller er det en modreaktion på en verden fyldt med blændværk? Er det en søgen, vi alle er født med, eller er det en kalden på en form for frihed, som vi først lærer at kende i takt med, at vi bliver ældre?
Personligt har jeg altid mærket en dyb higen et sted fra, som jeg ikke kendte, og som jeg stadig ikke kender til fulde. Men som jeg i dag kan se har sendt mig igennem en række af uddannelser, samtaler, udviklingsprocesser, lidelser samt udfordringer, der alle har haft til formål at give mig en større forståelse af verden. Både den verden jeg oplever gennem mine fysiske sanser og den jeg oplever på et indre og højere plan.
Der var engang noget inden i mig, der råbte på en form for frihed, som jeg kunne mærke eksisterede, men som jeg ikke kendte til. En frihed til at være i en verden, der både var af kød og blod, men som også var større, end det jeg havde en erkendt bevidsthed om.
Jeg søgte ind i psykologien og åndsvidenskaben og dennes uanede mængder af svar på alle de spørgsmål, jeg overhovedet kunne formulere.
I dag kan jeg se, at alt hvad jeg gør er et dagligt og uafladeligt arbejde på at skabe ligevægt i en til stadighed uligevægtig verden. Jeg søger konstant at finde hvile i en hvileløs tilstand ved at lyse mit indre mørke op gennem bevidsthedsarbejde. Jeg søger at mestre min egen lavere natur, og for hver indsigt jeg lykkes med, bærer jeg noget ud i verden, som andre også kan have glæde af. En løftet moral der løfter mine daglige handlinger. Jeg er med til at mildne verden, og hver gang får jeg i tilgift en følelse af selv at være lidt mere oplyst og lidt mere fri.
Jeg klatrer op ad en endeløs række af trin med mine øjne fæstnet mod toppen, men undervejs konstaterer jeg hele tiden, at jeg ikke kan se målet, jeg kan kun se et eller to trin frem ad gangen, og min store lektion er, at samtidig med, jeg opbygger min karakter, får jeg styrken til at klatre op ad trinene. Den næste nøgle ligger altid lige for næsen af mig, men jeg finder den først, når jeg er klar til at se den.
I processen lærer jeg livets mysterier at kende, og jeg funderer over de oplysninger og erkendelser, der folder sig ud undervejs. Jeg indser gang på gang, at jeg selv rummer nøglerne og planerne, men at jeg, hvis jeg vil være endnu mere oplyst og opnå endnu større frihed, selv må tage ansvaret for at låse mine indre døre. Låse dem op med de nøgler, der gradvis og hen ad vejen, bliver smedet ud af den visdom, som løbende åbenbares i mit eget indre.
Intet ud over mit eget rensede væsen kan låse de døre op. Dørene som giver adgang til den menneskelige bevidstheds bibliotek. Hvis jeg som menneske vil udfylde min plads i den store plan, kan det ikke kun ske ud fra et ønske om, hvad jeg kan få ud af det, men også ud fra spørgsmålet om, hvormed kan jeg lære at tjene andre. Men som med alt andet i verden, må jeg først montere min egen iltmaske, før jeg kan hjælpe sidemanden med at montere hans.
Handling er nøgleordet, at gøre noget. Og al personlig vækst er et resultat af et indre arbejde og en heraf udviklet bevidsthed. Min første pligt som menneske er at opvække de kræfter, der ligger og slumrer inden i mig, og herefter må mit arbejde følge de anvisninger, der er givet af dem, hvis viden er større end min egen. Indtil min egen skelnekraft har opnået en sådan styrke, at jeg kan træffe frie og sande valg – på egen hånd.
Når man først har løftet låget for sin søgen efter det, der er større end en selv, kan det ikke sættes på igen. En videnskab for sjælen er kickstartet og en grænse er overskredet. God arbejdslyst.