ALKOHOL, ET VERDENSPROBLEM
Et glas vin kan – indtaget som en slags medicin – have en gunstig virkning på nogle sygdomstilstande. Det kan atter forbinde det svækkede menneske med sin krop. Men i almindelighed har det en negativ indflydelse på det enkelte menneskes udvikling.
Allerede efter indtagelse af små mængder alkohol sporer man en stimulerende virkning, en afspænding, en beroligelse. Det skaber en delvis neddæmpning af bevidstheden, og allerede her bliver mennesket afgørende forandret, idet dets ånd ikke længere kan virke rigtigt i legemet.
Jo mere åndsbestemt et menneskes virke er, jo mere tungtvejende er alkoholens virkning. Således kan fysisk arbejde op til en vis grad forblive muligt under spirituspåvirkning, men en virkelig skabende aktivitet er ikke mulig under påvirkning af alkohol. Det ses tydeligst i forbindelse med rent åndeligt arbejde, som alkoholen decideret forhindrer: ”Alkoholen afskærer mennesket fra alt spirituelt… Den bekæmper vort åndelige jegs handlinger,” (Rudolf Steiner).
Man ved i dag, at der ved regelmæssigt indtag af alkohol optræder forstyrrelser i både opfattelses- og koncentrationsevnen samt i hukommelsen. Tænkeevnen bliver langsommere, den kritiske sans og dømmekraften mindskes, og der kan opstå irritabilitet, tilbøjelighed til gråd samt indsnævring af interessesfæren. Og i ekstreme tilfælde ses sygelige jalousianfald, der kan føre til vold.
Det driftagtige begær efter alkohol – der især ses hos alkoholikere eller hos mennesker, hvis evne til generelt at beherske en drift er svag – udspringer af et sjæleligt (følelsesmæssigt) behov, som den pågældende person ikke længere kan beherske ved hjælp af sine viljeskræfter/sit jeg. Jo længere et menneske lægger under for denne sygelige trang efter alkohol, jo sværere bliver det at overvinde den. Her vil man med tiden kunne iagttage en ødelæggelse af vedkommendes personlighed, forårsaget af en lammelse af personens åndelige jeg-væsen.
Alkoholens virkning på menneskets åndelige struktur er altså langt mere tungtvejende end de fysiske skader (som først indtræder ved regelmæssig indtagelse eller ved større mængder).
Man kan komme med den indvending, at mennesket også i ældre tider benyttede alkoholiske drikke, og at den skildrede virkning dengang var positiv. Men menneskenes konstitution dengang var anderledes, de manglede den nødvendige forbindelse med det jordiske (den har vi i dag), og netop denne forbindelse skænkede alkoholen dem.
Det har således været alkoholens mission (for der er jo en mening med alt) at føre mennesket ud af en klarsynet og mere atavistisk (tilbagestående) bevidsthedstilstand. Den instinktagtige forbindelse med naturens kræfter og med den åndelige verden blev afsnøret af alkoholen, mennesket blev mere jordbundent og fik hermed givet muligheden for udviklingen af dets personlighed.
I dag er menneskets forbindelse med jorden ikke blot tilstrækkelig stærk, men ofte for stærk. Bliver denne tendens vedvarende forstærket af – selv en lille mængde – alkohol, forhindres mennesket i at foretage et afgørende udviklingstrin i dets evolution. Den forbindelse til den åndelige verden, som mennesket har tabt (bl.a. via alkohol) må på ny tilkæmpes. Vi bliver tilintetgjort, hvis vi bukker under for de fysiske/materielle kræfter, som virker meget stærkt på os. En forbindelse til ånden kan overvinde disse jordiske kræfter, men netop denne forbindelse bliver umuliggjort af alkoholen.
Regelmæssig nydelse af alkohol er en rest fra fortiden, som må overvindes af hensyn til menneskejegets udvikling til at være et frit, skabende væsen.
Dybt nede i sjælen ligger der en nagende utilfredshed og en skjult livsangst, der kan animere til et ukontrolleret alkoholforbrug. Et liv uden et meningsfyldt mål – såvel socialt som arbejdsmæssigt – kan forstærke trangen til både alkohol og andre rus/bedøvelsesmidler.
Alkoholisme er et symptom på en indre hulhed og splittelse, der opleves i forbindelse med en verden, hvor religiøse og/eller moralske værdier er i forfald. Menneskets inderste væsen modtager ingen opbyggende, skabende kræfter fra en materialistisk orienteret civilisation. Så meget desto mere må vi (terapeuten) appellere til selve menneskets jeg og føre dette tilbage til sig selv. Og vise den alkoholafhængige (rusmiddelafhængige) hen til en meningsfyldt livsanskuelse. En sund livsførelse har som forudsætning, at de skabende viljeskræfter, der slumrer inderst inde i hvert menneske, styrkes.
Helbredelsen fra alkoholafhængighed sker kun, hvis det lykkes at indbygge en livsopfattelse i personen, der bærer en menneskekundskab, som har kendskab til menneskets jeg. Helbredelsen fra alkoholafhængighed ligger i at føre mennesket tilbage til en åndsbestemt tænkning, en aktiv kunstnerisk selvudfoldelse og en meningsfyldt social aktivitet.
Den yndede ”vinånd” vil fortrænges jo mere personen udvikler sit eget åndsliv ud fra sit væsens og sit jegs sande kilder.
Kilde: ”Social Hygiejne”, hæfte nr. 3, udgivet af Dansk Selskab for Antroposofisk Medicin.