Den livsfase hvor du bliver KLOG
begynder omkring de 40
Du har et godt ægteskab, dit arbejdsliv fungerer perfekt, vennerne er på plads, børnene bliver større, du glæder dig over det liv, du har fået bygget op…………og du går mod en livsfase med nogle kaotiske år.
Som en tyv om natten dukker tvivlen om, hvor godt det hele nu egentlig er, pludselig op – bogstaveligt talt. Du går i seng på vanlig vis, falder i søvn og vågner så igen for derefter ikke at kunne falde i søvn mere. Dagens hændelser snurrer rundt i hovedet, små irritationer tager magten, du kan ikke finde roen, og du bliver vanvittig frustreret ved tanken om, at der er en dag i morgen, der kræver din veludhvilede og vågne opmærksomhed.
Søvnen har forladt dig, og dine tanker kredser om, hvorvidt dit liv mon har mere og andet at byde på, end det du allerede har opnået. Er der nyt til mig i mit ægteskab eller i mit arbejdsliv, tænker du. Er det nu, jeg skal føre den drøm ud i livet, som aldrig er blevet til andet og mere end blot ord? Skal jeg få mig en hobby eller måske købe et nyt hus? Tage på jordomsejling? Eller måske skifte manden ud? Spørgsmålene er mange.
Når du vågner næste morgen, er det hele væk, og livet går sin vante gang. Men spørgsmålene vender tilbage, og efterhånden ikke kun om natten. Nu kommer de også midt på dagen i tide og utide. Din koncentration begynder at svigte, og det kan være midt under en konference eller i en arbejdssamtale med en kollega. Du begynder så småt at snakke om det derhjemme, men er dybest set ret usikker på, hvad det er, der er ved at ske i dit liv. Hver gang, der er stille i dit hoved, dukker spørgsmålet imidlertid op: ”Hvad er det i virkeligheden, der er meningen med MIT liv? Hvad er det, JEG skal udrette for at gøre en meningsfuld forskel i denne verden?” Du er i slutningen af trediverne/starten af fyrrene.
Du befinder dig i en fase af dit liv, hvor der foregår mange ting både på det fysiske, det sjælelige og det åndelige plan. Biologisk set begynder det fysiske legeme nu sin aftagen. På det sjælelige plan er det nogle år med masser af tvivl og en tilbøjelighed til illusoriske løsninger med et anstrøg af lykke, og åndeligt set bliver det en kamp mod tomheden. En kamp mod en følelse af at have tabt den gamle faste grund under fødderne og en frustration over endnu ikke at have fundet en ny.
Ovenstående kaldes VÆRDIKRISEN. De værdier, der har været gode og rigtige, ja nærmest endegyldige for din livsstil og dine holdninger de sidste ti år, begynder du nu at stille spørgsmålstegn ved. Mål, der har syntes evighedsgyldige og aldrig har inviteret til diskussion, virker nu nærmest tomme og indholdsløse. Du oplever et skift, hvor du fra at være fuldstændig sikker på dine værdier og holdninger nu pludselig kommer i tvivl. Du bliver konfronteret med usikkerhed, og det skaber utryghed indeni og kan give perioder med angst. For mange sker der det, at de typisk drukner usikkerheden i overdrevet meget og passivt fjernsyns-kiggeri, mere arbejde, alkohol eller en hurtig affære ude i byen – men det er en stakket frist. Angsten kan kun undertrykkes ikke fjernes.
For mange kvinder bliver det nogle kaotiske år. År der rummer tvivl og desorientering. I denne periode med kampen mod tomheden, søger vi en syndebuk, og vi lægger derfor ofte skylden over på manden, chefen eller børnene: ”Han/de interesserer sig ikke for mig længere”, hvilket sjældent er tilfældet. Det handler snarere om, at du ikke selv interesserer dig for dig længere. I hvert fald ikke dit gamle jeg. Du er ved at opjustere din identitet, og der er derfor utilfredshed med den gamle personlighed.
Kunsten bliver nu at finde nye værdier, som du kan leve for. Værdier der ikke behøver at koste både ægteskab, job og børn. For nogle mennesker er det nok at gøre det vante på en ny måde. En måde der matcher de nye værdier, f.eks. at cykle i stedet for at køre bil eller at spise ved madbordet, i stedet for at sidde i sofaen foran fjernsynet. Men for andre er det større og mere radikale ændringer, der skal til. Det vigtigste er dog at føre tankerne ud i livet. Det dur ikke bare at tale om det. Det er handlingen, der skaber forvandlingen. Hvis du gør det, du plejer at gøre, får du det, du plejer at få, så hvis du vil have noget andet, må du også gøre noget andet.
Det, der sker, er, at vores bevidsthed øges kraftigt i alderen 38-42. Det er denne øgede bevidsthed, der starter værdikrisen. For at komme videre i livet med nye og mere passende værdier, kræver din bevidsthed af dig, at det nu bliver DIN vilje og DINE valg, der formulerer dit nye værdisystem. Værdier der passer til dit vågnende og fremtidige jeg. Værdier, der fører dig til opnåelse af andre og anderledes modne højdepunkter i livet. Fra nu af er det dig, der vælger, hvis du vil være ’ægte’ lykkelig. Det er ikke længere omverden, der er med til at definere, hvad der er rigtigt og forkert for dig. Personer, der ikke tidligere har søgt efter ikke-materielle værdier, oplever denne periode som meget vanskelig.
Det er vigtigt i denne periode at overvinde virkelighedens modstand. Det gælder om at finde de nye værdier, der gør det muligt for dig at skabe en ny balance, værdier der matcher din øgede bevidsthed. Du står ved en korsvej, hvor de gamle værdier, der kommer af teorier eller mærkesager tages op til revision, bevidst eller ubevidst. Som for eksempel at det er godt at eje en bolig frem for at leje en, eller vaner der ikke længere giver mening, som for eksempel altid at samles med familien til fødselsdage, hvis det dybest set ingenting, siger dig – en adfærd baseret på nogle gamle værdier, der ikke længere vækker genklang inden i dig. Værdierne skal nu have en mere eksistentiel karakter. En karakter hvor du selv som person ER disse værdier. Værdierne skal realiseres gennem dit personlige væsen og din daglige væren. Der er gang i en åndelig modning, hvor du selv mere aktivt ER værdierne.
Den form for arbejde, der stiller krav til din livserfaring og dømmekraft får for mange en langt større opmærksomhed i denne livsfase. Kreative kundskaber bliver mere synlige og årene tilbyder en mulighed for at udvikle en ægte og konstruktiv medfølelse over for både nære og fjerne eksistenser. Slut med overdreven medlidenhed eller selvisk hjælpsomhed.
Fornuftige forandringer og større eller mindre justeringer af livsværdier er ofte nok til at få genskabt en ny livsbalance, men desværre er det i mange tilfælde de meget drastiske tiltag, der bliver konsekvensen af værdikrisen. Presset indefra er så stort, at der bare MÅ gøres noget for at udligne trykket. Hvis behovet for forandring bliver undertrykt i for lang tid, sker der det, at hverdagen pludselig eksploderer og unødvendigt store ændringer i den enkeltes liv bliver foretaget. Derfor bliver mange kvinder skilt eller flytter/renoverer huset, når de er omkring de 40.
Så vær opmærksom på din vågnende bevidsthed, når du befinder dig omkring de 40. Reflekter over dine værdier og lav om på dem, så de passer bedre til din ændrede sindstilstand. Mærk ændringerne der kommer indefra, inden du tager de alt for store skridt imod måske unødvendige forandringer i dit liv.
Kilder:
Livskriser-livschancer, Bernard Lievegoed
Eksempler fra egen undervisning: Personlighedsudviklende kommunikation og ledelseskommunikation
